Artikel
Bæredygtighed, sammenhængskraft og samarbejde: Tre begreber, der går igen i professor Lone Kørnøvs liv. Og det uanset om bæredygtighedsforskeren tager på sanketur i skoven, udvikler kuglebaner på Kunsten eller samler myndigheder, rådgivere og forskere til samarbejde om miljø og bæredygtighed
Når Lone har fri, kan man møde hende i skoven eller ved stranden. Blikket rettet mod jorden eller den nærmeste vegetation, på ryggen en taske til at bære dagens høst. Hun sanker. Brændenælder, skvalderkål, svampe, og også små skud fra fx gran og lærk.
- Du drømmer ikke om, hvad man kan finde i naturen. Helt almindelige ting. Og så kan jeg godt lide, at det er noget, man kan lave sammen med andre. Det at gå ud og samle ind og tage tilbage og lave mad sammen med de ingredienser, man har samlet, det er simpelthen så hyggeligt, siger hun.
At natur – og samarbejde – skulle blive vigtige brikker i Lones arbejdsliv faldt på plads i gymnasiet, hvor hun var på studietur på Bornholm med sit biologihold.
− Vi besøgte et selvbærende landbrug med produktion af fisk, planter og andre råvarer, og jeg var vildt fascineret af, at de kunne skabe et lille samfund i balance med naturen. Dér vidste jeg, at jeg skulle noget med økologi og miljø, siger hun.
Hun overvejede at læse biologi i Aarhus, men det blev ingeniørstudiet på Aalborg Universitet.
I dag er Lone professor på AAU. Hun fremhæver universitetets undervisningsform med problembaseret læring (PBL), som giver en særlig tæt kontakt mellem underviserne og de studerende. Studerende, som gerne kommer og banker på døren, hvis der er noget, de vil diskutere.
På universiteterne i Oxford, Stanford og Beijing, som hendes karriere har ført hende til, oplevede hun en helt anden distance.
− Jeg kan huske, da jeg var i Oxford under min ph.d. og gerne ville have et møde med professoren. Han havde et skema til at hænge på sin dør, hvor man kunne skrive sig på 15 minutters- slots. Jeg forstod det ikke helt, så jeg markerede bare fire slots. Da jeg så kom ind til professoren sagde han, at jeg var undskyldt, fordi jeg var dansker, men ”her er det altså 15 minutter med mig.” Jeg gik også til nogle seminarer hvor jeg bagefter spurgte de andre ph.d.er ”Hvor blev I af?” ”Der må vi ikke komme, det er kun for de ansatte” svarede de. Jeg sætter stor pris på den flade struktur, vi har på AAU imellem ansatte og studerende, den er meget værdifuld, understreger hun.
Lone forsker i miljøvurdering og bæredygtighed. Hun står i spidsen for universitetets Danske Center for Miljøvurdering (DCEA), som beskæftiger sig med miljøvurderinger i beslutningsprocesser og arbejder tæt sammen med bl.a. erhvervsliv, myndigheder og private rådgivningsfirmaer (rådgivende ingeniører, landinspektørfirmaer, arkitekter m.fl.). Hun er med egne ord optaget af at få bæredygtighed ind der, hvor de vigtigste beslutninger træffes, og fokusere på helheder frem for enkeltdele.
For at sikre sammenhængskraften er det i DCEA en bevidst strategi, at forskergruppen skal bestå af både kvinder og mænd, danske og internationale forskere, unge som ældre samt forskellige fagligheder. Ud over en række ingeniører er der pt bl.a. ansat en kollega fra computer science, en biolog, og flere fra samfundsvidenskab.
DCEA udbyder efteruddannelse for professionelle, og Lone er vildt begejstret for den viden, hun og kollegerne tager med sig fra mødet med det, hun kalder praksis.
− Det er en gave. Ud over at fortælle om vores forskning og være med til at præge praksis, så giver det rigtig rigtig meget. Hvad er det, der rører sig, hvilke problemstillinger, hvad er behovene? Hvad er svært, hvad er ikke svært? Der sidder folk med op til 20 års erfaring fra praksis, der har så meget viden. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre forskningsmæssigt, hvis ikke jeg havde den dialog, fortæller hun.
Noget, Lone gerne vil fremhæve, er det netværk, hun og kollegerne har stablet på benene, hvor de arrangerer en årlig miljøvurderingsdag, der samler flere hundrede fagfolk fra hele landet. Her byder deltagerne ind med emner – det kan være klima, menneskers sundhed, offentlighedsinddragelse, vedvarende energi – som regel emner, der er oppe i samfundet.
− Det er helt unikt, for selvom de varetager vidt forskellige interesser, og nogle af dem er i konkurrence med hinanden, så deler de. Det er en af de ting, jeg er stolt af. At vi har evnet som universitet at få bygget den her stærke bro imellem forskningen og praksis, siger hun.
Også internt på universitetet oplever Lone, at samarbejdet fungerer godt. Hun tildeler arbejdsformen, den problembaserede tilgang, en stor del af æren.
Også fra den ledelsesmæssige side oplever hun at have fået den opbakning, hun har haft brug for i sit karriereforløb.
− Det er de færreste, der strutter af selvtillid, når de er helt unge, og så er det godt at have nogle, der ser én og kan sige, jeg tror på dig. Tag stilling, og så støtter jeg dig i det. Og når man bliver ældre, så er det en anden opbakning, og det oplever jeg at få både på instituttet og på fakultetet, siger hun.
Selvom Lone er dybt begravet i en lang række forskningsprojekter og -samarbejder i sin hverdag, finder hun også tid til at arbejde med bæredygtighed på områder, som nærmest ligger i spændingsfeltet mellem arbejde og fritid. Hun har haft flere samarbejdsprojekter med kunstnere, fx på Kunsten i Aalborg, hvor hun, en kollega og en kunstner udviklede en kuglebane, som skulle give børn og unge en større forståelse for forbruget af kloden ressourcer.
− Det er virkelig sjovt og givende at arbejde sammen med kunstnere. De har en helt anden måde at tænke på og nogle andre metoder. De går ind og rører mere ved følelser og får os til at danne billeder på en anden måde, end forskningen kan, siger Lone.
Hun ser det som et kæmpe privilegie at have tid og overskud til at beskæftige sig med sankning, kunst og alle de andre ting, hun interesserer sig for. Og være sammen med sin familie, naturligvis.
− Der er sådan en gensidig respekt på AAU om, at vi ikke hænger sammen som arbejdsplads, medmindre at vi hænger sammen i vores privatliv. Jeg har også hørt fra udenlandske kollegaer, at de synes, det er fantastisk at komme her, fordi der er en kultur om, at man tager hjem og er sammen med sin familie. På et tidspunkt var jeg i USA i et halvt år, og jeg kunne godt se, at det var en helt anden måde at arbejde på. Der var det helt normalt, at der lå møder klokken seks og syv om aftenen. Måske tager jeg det meget for givet, det tror jeg, men vi er privilegerede, det er der ingen tvivl om.