Artikel
Trods sin unge alder har professor Katja Hose allerede sat mærkbare spor inden for forskning i big data og semantiske teknologier. Hun sætter pris på de muligheder, en karriere som forsker giver hende – og ikke mindst de gode danske forhold, der gør det lettere at kombinere en travl forskerstilling med et godt familieliv. En balance, der ville have været sværere at opnå i hendes hjemland Tyskland
Igennem hele menneskehedens historie har vi jagtet viden. Og for mange forskere er det fortsat den store drivkraft. I hvert fald for Katja Hose, der er professor ved Institut for Datalogi på Aalborg Universitet.
Her arbejder hun netop med at udnytte teknologier, der gør det lettere at opnå og dele nøjagtige og pålidelige informationer. Men mere om det senere.
Katja Hose er opvokset i det, hun selv betegner som midten af Tyskland – i en lille landsby mindre end en times kørsel fra Kassel. Efter studentereksamen flyttede hun til Ilmenau, hvor hun tog sin bachelor- og kandidatuddannelse i informatik, og så var planen, at hun skulle finde et godt job i en virksomhed.
Men sådan gik det ikke. Allerede inden hun dimitterede fra universitetet, havde hendes specialevejleder spottet talentet og tilbudt hende en ph.d.-stilling. Valget var ikke svært.
Med en ph.d. i bagagen tog hun i første omgang videre til Max Planck Institute for Informatics i Saarbrücken, før hun i 2012 landede i Aalborg. Og det var der en særlig grund til.
− I Tyskland er det langt sværere at få en forskerkarriere, og som ung forsker er man tvunget til at rejse rundt og har ikke den sikkerhed, en fastansættelse giver. Jeg havde brug for stabilitet, og da jeg så, at der var jobmuligheder i Aalborg, tog jeg chancen. Aalborg havde et godt ry, så jeg tænkte: hvorfor ikke!
Samtidig var det at rykke til Danmark som tysker slet ikke så stort et spring, forklarer Katja Hose.
− Kulturchokket var minimalt. Jeg var vant til regnvejr, og sproget er på mange måder ens, selvom danskerne ikke bryder sig om, at man siger det. Jeg plejer at sige, at det at flytte til Danmark for en tysker er ”abroad light”.
Ni år er gået, og Katja Hose er faldet godt til i Aalborg, hvor hun er bosat i Klarup sammen med sin engelskfødte mand og parrets to børn. Men meget er sket, siden de første gang satte deres ben i byen. Med en prestigefyldt bevilling fra Poul Due Jensens Fond i hånden, blev Katja som blot 38-årig udnævnt til professor, og hun har trods sin unge alder allerede sat mærkbare spor inden for sit felt. Fx modtog hun i 2018 en Sapere Aude-bevilling fra Danmarks Frie Forskningsfond – et særligt privilegium, der kun gives til fremragende, yngre forskere.
Når man spørger Katja, hvad hun arbejder med, plejer hun at sige, at hun bevæger sig i krydsfeltet mellem big data, maskinlæring og semantiske teknologier. Eller sagt med andre ord: Hun arbejder med at udnytte, skabe værdi og udtrække viden af de enorme mængde data, vi hele tiden generer. Eksempelvis ved at bruge grafdata og grafdatabaser, hvor man strukturer data i form af en graf. En graf består af en række knuder (eng. nodes), som er forbundne ved hjælp af kanter (eng. edges). Knuderne kan eksempelvis repræsentere Aalborg og Danmark. De er forbundet til hinanden, idet Aalborg ligger i Danmark. Det er kanten i grafen.
− Vi er alle sammen i berøring med vidensgrafer (knowledge graphs) hver dag. Eksempelvis på Google. Når du søger på Aalborg, får du en lille infoboks i højre side – den information er hentet fra en vidensgraf, hvor Google samler og udtrækker data om byen. Helt banalt ved de eksempelvis, at Aalborg ligger i Danmark. Amazon, Ebay og Netflix har også store produktgrafer, der viser kunderne udpluk af andre varer, som de tænkes at være interesserede i. Samtidig findes der sociale grafer, eksempelvis på Facebook, hvor vi er forbundne på kryds og tværs. Ofte er det ikke noget, man snakker så meget om – men det er overalt. Du ser det bare ikke, forklarer Katja og tilføjer, at vidensgrafer er også populære som et redskab til at integrere og kombinere data på tværs af en forskellige kilder og formater, fx i såkaldte datasøer.
For Katja er fokus på hele cyklussen – hvordan udtrækker man viden fra tekst eller data og laver strukturerede grafer ud af det. Og hvordan integrerer man forskellige information, så det stadig giver mening. Hun har desuden forsket meget i processering og optimering af forespørgsler – altså metoder til at sikre, at brugeren får svar på en forespørgsel så præcist og hurtigt som muligt via potentielt forskellige datakilder.
De senere år har hun kastet sin interesse på medicinalverdenen og biovidenskaben. Eksempelvis i et nyt projekt støttet af VILLUM Fonden, hvor hun i samarbejde med Mads Albertsen fra Institut for Kemi og Biovidenskab udnytter viden om DNA-sekventering, grafanalyser og maskinlæring til at kortlægge genomer fra bakterier hurtigere og bedre end tidligere:
I et andet stort projekt, finansieret af Innovationsfonden, samarbejder hun med kolleger i et bredt konsortium bestående af universiteter, konsulentvirksomheder, bygherrer og myndigheder om at digitalisere miljøvurderinger. I dag ender mange rapporter med at samle støv, selvom de indeholder viden, der er værdifuld, når man skal vurdere projekters konsekvenser for Verdensmålene. Det vil projektet lave om på.
Netop den store frihed til at søge nye græsgange, er noget af det, Katja sætter stor pris på.
− Jeg nyder den frihed, vi har som forskere - at vi selv har indflydelse på det, vi arbejder med. Hvis du er meget interesseret i et område, er der ikke nogen, der holder dig tilbage.
Samtidig er hun meget bevidst om, at hun som ansat i Aalborg har nogle bedre muligheder i forhold til at kombinere karriere og familieliv, end hun ville have haft, hvis hun var blevet i sit hjemland.
− Jeg tror ikke, at danskerne er klar over, hvor godt det danske system er i forhold til eksempelvis daginstitutioner. Samtidig er der normalt en generel og uskreven regel om, at man ikke planlægger møder efter kl. 16, og at det er helt okay, at vi skal hjem og hente børn. Det kendte jeg ikke til før, og det er faktisk noget ganske særligt. Dog er det nok vigtigt at sige, at hele corona-situationen har rykket på de her forhold, og at vi nu er nødt til at være endnu mere fleksible.
Som andre forskere på Aalborg Universitet bruger Katja Hose også megen tid på undervisning. Og selvom hun skulle vænne sig til den danske og knap så formelle tone mellem undervisere og studerende, er hun glad for at samarbejde med de unge – for som hun siger – de er søde og interesserede i det, der undervises i.
Ud over omgangstonen betød skiftet til Aalborg Universitet også, at Katja blev introduceret til undervisningsformen problembaseret læring (PBL). Det var et nyt koncept for hende – men efter ni år i Nordjylland ser hun i dag store fordele ved den aalborgensiske metode.
Dog så Katja gerne, at AAU-studerende havde flere fag, så de blev introduceret til flere emner.
− Det er ikke unormalt, at tyske studerende har otte-ni fag per semester. Men jeg ved også godt, at man ikke kan få det hele. De studerende i Aalborg har jo i forvejen travlt.
Travlt − det har Katja også. Mens arbejdskalenderen er fyldt, bliver fritiden i stort omfang brugt på familien. Og selv om husstandens børn og voksne i dag jonglerer tre sprog i hjemmet – dansk, tysk og engelsk – har de ingen planer om at rykke teltpælene op.
− Vi har det rigtig godt i Klarup – det er en dejlig by med dejlige naboer. Jeg drømmer egentlig bare om at kunne blive ved med at lave det, jeg gør. Nu må vi se – vi udvikler os alle sammen. På længere sigt håber jeg også at kunne stable min egen forskningsgruppe på benene og tiltrække en masse dygtige kolleger. Så helt kort: Jeg har klart planer om at blive!