Spring til indhold.

Nyhed

Life Design i undervisningen: En kreativ metode til at styrke studerendes trivsel og retning

Lagt online: 01.10.2025

Life Design er en tilgang fra Stanford, der kombinerer design thinking med refleksion og kreativitet — og hjælper studerende med at finde mening, håndtere usikkerhed og navigere i deres uddannelsesrejse.

Nyhed

Life Design i undervisningen: En kreativ metode til at styrke studerendes trivsel og retning

Lagt online: 01.10.2025

Life Design er en tilgang fra Stanford, der kombinerer design thinking med refleksion og kreativitet — og hjælper studerende med at finde mening, håndtere usikkerhed og navigere i deres uddannelsesrejse.

Af Laura Johanne Schou Carlsen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Laura Johanne Schou Carlsen, AAU Kommunikation og Public Affairs

På Aalborg Universitet har 50 deltagere fra hele organisationen - herunder TECH, ENG, SUND, IAS PBL, UCPBL, AAU Uddannelse og Studerende - deltaget i et tre-dages forløb, hvor de selv afprøvede Life Design-metoden. Målet var at give underviserne erfaringer, de kan tage med ind i undervisningen — og skabe et trygt rum, hvor studerende kan arbejde med deres værdier og lære at se usikkerhed som en naturlig del af processen.

Life Design er udviklet ved Stanford Life Design Lab og bygger på idéen på principperne fra Design Thinking — en kreativ metode til problemløsning, hvor man arbejder med at forstå behovet, udvikle ideer og afprøve løsninger. I stedet for at finde et korrekt svar, handler det om at undersøge flere mulige veje og lære gennem små eksperimenter. I Life Design er ”brugeren” dig selv. Metoden inviterer til reflektion over, hvad der er vigtigt for dig, hvilke muligheder du kan udforske, og hvordan du kan teste dine ideer om fremtiden. 

Til workshoppen blev der gennem øvelser og samtaler skabt rum for refleksion, faglighed og livsvalg.

Life Design i praksis  – erfaringer fra et tre-dages forløb

Efter tre dages fordybelse i Life Design-metoden har underviserne nu selv mærket, hvordan refleksion og kreativitet kan skabe nye perspektiver – ikke kun for dem selv, men også for de studerende. Flere af deltagerne har delt deres tanker om, hvordan Life Design kan integreres i undervisningen og bidrage til både personlig og faglig udvikling.

Studerende tror nogle gange, at uddannelser er en facitliste.

Maj-Britt Quitzau, lektor ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning, Aalborg Universitet

Lektor Maj-Britt Quitzau fra Institut for Bæredygtighed og Planlægning, som også sidder i studienævnet, arbejder blandt andet med kvalitetssikring. Hun ser Life Design som en vigtig modvægt til den facitorienterede tilgang, mange studerende møder:

”Studerende tror nogle gange, at uddannelser er en facitliste. Life Design er en frigørelse fra det - en mulighed for at finde sin egen profil og styrker.”

Kreativitet i tekniske fag

For Rasmus Nørluf, Ph.d.-studerende ved Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi, som netop skal til at begynde på sin undervisningskarriere, ser Life Design som en mulighed for at skabe mere engagerende undervisning — selv i tekniske tunge fag:

"Det at komme helt ud af sin komfortzone og betragte sig selv og sit arbejde fra en anderledes vinkel har givet nogle nye og spændende indspark – som kan føre til bedre idéer."

Han vil bruge øvelser fra forløbet til at skabe mere dialog og kreativitet – fx med musik og gruppeøvelser der danner grundlag for divergerende tænkning og refleksion.

Billede fra tre-dages forløb om Life Design-metoden

Nye idéer og skæve perspektiver 

For andre deltagere har Life Design åbnet op for nye måder at tænke karriere og kreativitet på – og hvordan undervisningen kan inspirere til utraditionelle idéer og nye perspektiver. Lektor Lars Domino Østergaard fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi underviser kandidatstuderende og vil gerne arbejde mere med karrierebevidsthed. Han ser Life Design som en metode til at fremme ny kreativitet og nytænkning:

Jo mere skævt det kan være, jo bedre. Det er dér, de vilde idéer opstår – og det er dem, vi skal bruge til at skabe noget nyt.

Lars Domino Østergaard, Lektor ved Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet

Under forløbet blev han særligt inspireret af øvelser som odyssey mapping og associationsbaserede mindmaps, som udfordrer vanetænkning og åbner for utraditionelle idéer og nye perspektiver på uddannelsen. 

Små greb til at implementere Life Design i undervisningen

Life Design kan både indgå som en del af større undervisningsforløb og som enkeltstående aktiviteter i udvalgte moduler. Det behøver dog ikke kræve store omlægninger. Tværtimod kan metoden integreres gennem små greb og øvelser, der skaber refleksion og åbner nye perspektiver for de studerende.

Et eksempel er brugen af ice breaker-øvelser, som både aktiverer de studerende og sætter en ny ramme for samtale og refleksion. Lektor Markus Löchtefeld har gode erfaringer med at bruge denne type øvelser som en indgang til Life Design i undervisningen.

Det kan være: 

  • Odyssey mappings hvor studerende skitserer tre mulige fremtidsscenarier - realistisk, drømmende og alternativ. Øvelsen egner sig særligt godt til de sidste semestre, hvor karriervalg fylder mere, og kan understøtte forståelsen af, at der findes flere veje til at nå sine mål. 
  • Miniprototyper, som interviews, rollespil eller små afprøvninger af ideer i praksis. 
  • Associationsbaserede mindmaps bygger på spontane og intuitive forbindelser mellem idéer, hvilket stimulerer kreativitet og gør det lettere at organisere komplekse refleksioner.
  • Peer-samtaler, hvor studerende deler og diskuterer deres tanker i grupper
  • Visualiseringer, i form af mindmaps, fremtidskort eller tidslinjer, der hjælper med konkretiserede ideer og skabe overblik. 

Det vigtigste er at give de studerende mulighed for at tænke højt, afprøve ideer og opdage nye veje - uden krav ”om rigtige svar”. 

Life Design og AAU’s pædagogiske fundament

Samlet set peger underviserne på, at Life Design kan bidrage til at skabe et mere åbent og reflekterende uddannelsesmiljø. Det handler ikke om at erstatte det eksisterende, men om at supplere med nye greb, der giver plads til personlig udvikling og faglig nysgerrighed.

Life Design giver os nye perspektiver og konkrete greb til at styrke studerendes trivsel og tilhørsforhold.

Louise Pape-Haugaard, Prodekan for Uddannelse ved TECH Fakultetet, Aalborg Universitet

Også på ledelsesniveau vækker Life Design Thinking genklang med AAU’s pædagogiske fundament. Louise Bilenberg Pape-Haugaard, Prodekanen for Det Tekniske Fakultet, fremhæver, hvordan metoden kan styrke den eksisterende problembaserede læringsmodel og samtidig bringe ny energi ind i undervisningen:

"Life Design giver os nye perspektiver og konkrete greb til at styrke studerendes trivsel og tilhørsforhold. Det har været inspirerende at se, hvordan deltagerne – på tværs af roller og institutioner – engagerer sig i metoden med nysgerrighed og energi. Jeg håber, at de tager oplevelsen med videre og bliver rollemodeller og ambassadører for en tilgang, der kan skabe mere meningsfulde og bæredygtige læringsmiljøer."

Læs også