AAU logo

TECH

Nyhed

Torben Larsen fortsætter som prodekan på TECH

Torben Larsen fortsætter som prodekan på TECH

Prodekanen på Det Tekniske Fakultet for IT og Design hedder fortsat Torben Larsen i de kommende år

I 2015 blev professor Torben Larsen udnævnt til prodekan for det, der dengang hed Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet. Da fakultetet blev opdelt i 2017, fortsatte Torben Larsen som prodekan for forskning for Det Tekniske Fakultet for IT og Design – et hverv, han nu bestrider frem til 2023.
 

Stort engagement i forskningsområdet

Som forskningsprodekan har Torben Larsen blandt andet ansvar for den strategiske ledelse af TECH-fakultetets forskning og innovation, ligesom han står i spidsen for en række aktiviteter inden for talentudvikling og forskningssamarbejder. Ydermere ligger det inden for hans ansvarsområde at sikre, at fakultetet udøver forskning på et højt internationalt niveau.

Det er alt sammen opgaver, som Torben Larsen er meget engageret i og sætter stor pris på:

− Mit hverv indeholder meget forskelligartede opgaver og stor variation. Man når aldrig at kede sig, og man får lov at samarbejde med rigtig mange kloge mennesker. Det trives jeg rigtig godt med. Desuden kan jeg godt lide at løse problemer, hvilket var en af hovedårsagerne til, at jeg blev ingeniør, siger Torben Larsen.
 

Vigtige projekter at tage fat på

I den nærmeste fremtid står en stor opgave helt i top på Torben Larsens to-do-liste, idet han har planlagt besøg hos samtlige forskningsgrupper på fakultetets fire institutter.

– Jeg ønsker at indgå i en dialog om forskningsgrupperne og deres strategier inden for bl.a. funding, publicering og samarbejde. Det har højeste prioritet, at forskningsgrupper, dekanat og institutledelse understøtter samme overordnede mål, så jeg har nærmest ryddet kalenderen for at komme rundt inden sommerferien.

Af andre konkrete projekter, Torben enten arbejder videre med eller har lagt i støbesken for den kommende tid, er samarbejdet med F&P (AAU Fundraising og Projektledelse), øget samarbejde med fonde og virksomheder, den store IT-satsning CLAAUDIA og udvikling og pleje af talenter, bl.a. gennem AAURA, det nye forskningsakademi for yngre forskere.
 

Værdsat sparringspartner for dekanen

Dekan Henrik Pedersen glæder sig over at kunne fortsætte det gode samarbejde med Torben Larsen.

− Torben er en meget værdifuld samarbejdspartner for mig. Ud over hans dybe indsigt i forskningen på TECH, er han meget dygtig til at gennemføre projekter, hvilket CLAAUDIA er det seneste eksempel på. Her har han virkelig formået at samle specialister fra forskellige fagområder på universitetet og sammen med dem opnå et solidt resultat. Jeg må også fremhæve hans personlige engagement i vores dygtige unge forskere. Jeg ved, at det værdsættes bredt på hele universitetet.