AAU logo

TECH

Nyhed

Studerende samarbejdede om gode ideer og godt håndværk

Studerende samarbejdede om gode ideer og godt håndværk

Borgmester Birgit Hansen, Frederikshavn Kommune, var imponeret over, hvad hun så - og samarbejdet bag - da hun besøgte beton-workshoppen på AMU Nordjylland. Og hun glæder sig nu til at få betonfigurerne til kommunen

- Jeg er imponeret over, hvor dygtige de studerende er, selv om det for mange er allerførste gang, de skal prøve at arbejde i beton. Og selv om de kommer fra tre meget forskellige uddannelsesinstitutioner, har de været gode til at arbejde tværfagligt og samarbejde - og de er stolte af det. Det forstår jeg godt, for resultaterne er blevet imponerende kreative, og vi glæder os til at få dem op til Frederikshavn Kommune.

Det fortalte borgmester Birgit Hansen, Frederikshavn Kommune, da hun fredag besøgte betonworkshoppen på AMU Nordjylland i Aalborg for at holde festtale i forbindelse med, at over 250 studerende fra fire forskellige uddannelsesretninger nu havde afsluttet en lille uges betonworkshop.

De studerende, der kommer fra Aalborg Universitet, AMU Nordjylland og University College Nordjylland, har i fire dage arbejdet i grupper på tværs af uddannelsesretninger, og det fælles overordnede tema var ”Ophold og leg ved kysten”. På forhånd havde arrangørerne bag lavet en aftale med Frederikshavn Kommune om, at de skulle aftage skulpturerne, så de kan bruges til leg og fritid for turister og fastboende.

Kan bruge hinandens faglighed

- Det er klart, at når temaet omhandler noget af det mest dyrebare og sårbare, vi har i Frederikshavn Kommune - nemlig vores 105 kilometer kyststrækning - så har vi på forhånd været ret spændte på resultaterne. Og lovgivningen sætter også nogle begrænsninger, men vi skal nok finde nogle gode løsninger, så de 27 elementer står, hvor de kan blive til glæde for os alle, lovede Birgit Hansen.

De studerende har arbejdet med et af tre undertemaer, og for hvert undertema blev der af en dommerkomité udpeget en vinder. I AMU’s hal C, hvor undertemaet var ”Ved kysten året rundt”, havde vindergruppen lavet en smuk skulptur, man både kunne sidde på, hænge sit håndklæde på og have sin pc stående i. Men selv om de studerende var stolte af vinderplaceringen, var det faktisk processen, der fyldte mest.

- Det er fedt, at vi kan bruge hinandens faglighed, og det er gået overraskende godt at samarbejde, påpegede Kia Schandorff Johansen fra Arkitektur & Design, AAU, og Nicolai Moos, betonuddannelsen på AMU Nordjylland, tilføjede:

- Alle bidrog til processen. Jeg har været snart seks år i betonbranchen, men selv om vi havde forskellige erfaringer og viden, kunne vi samarbejde.

- Jeg er imponeret over, hvor meget man egentlig kan med beton. Det er jo nærmest et grænseløst materiale, og det er sjovt at arbejde med, forklarede Ann Krogh fra Arkitektur & Design, AAU.

 

Begejstring over at lykkes i fællesskab

Det er 14. gang der er blevet holdt betonworkshop, og selv om medarrangør, faglærer Torben Dybdahl Jensen har set en del i årenes løb, er han stadig imponeret.

- De studerende er meget engagerede, de har taget temaerne meget til sig og har udviklet kreative løsninger. Men det, der især glæder os arrangører, er, den overraskelse, der opstår, når deltagerne finder ud af, hvor meget de andre faggrupper kan byde ind med. Det giver en begejstring over at lykkes i fællesskab - men endnu vigtigere: Det giver noget vigtig viden om tværfagligt samarbejde, som de får brug for, når de, efter endt uddannelse, skal ud på arbejdsmarkedet, slog Torben Dybdahl Jensen fast.

Man kan se billeder af figurerne på #frederikshavn og følge placeringerne af dem på Frederikshavn Kommunes facebookside.

Vinderholdet fra Hal A, hvor undertemaet var ”I vandet” havde leget med tanken om bobler. Fra venstre er det Laura Obel Pinstrup, Rasmus Boesen, Dennis Koldste, Emma Louise Jensen, Patrick Andersen Hundevad, Nikoline Voigt Pedersen og Tommy Haagen Jensen.

Den kreative billedramme med det sjove ”n” i ”Frederikshavn blev vinderprojekt i Hal B, hvor temaet var ”En dag på stranden”.  Vinderholdet fra venstre: Anders Østergaard, Mads Flarup, Mikkel Nieman Thomasen, Charlotte Andresen, Thomas Mølgaard. Gruppens sjette medlem, Mathilde Zink Olesen, måtte haste til landlæge inden præmieoverrækkelsen.

Vinderskulpturen i Hal C - hvor temaet var ”Ved kysten året rundt” - var allerede rykket ud af hallen på rejsen mod Frederikshavn Kommune. Folkene bag skulpturen er - fra venstre: Kia Schandorff Johansen, Nikolai Moos, Thomas Mortensen, Jonas Mortensen, Nicholas Green og Anne Krogh.

Fotos: Anja Fals, AMU Nordjylland