AAU logo

nyhed

Stort hacker-event på AAU i København

Stort hacker-event på AAU i København

100 studerende og erhvervsfolk mødes på søndag for at blive klogere på, hvordan de forebygger hackerangreb, og hvordan de håndterer det, hvis de allerede er blevet angrebet

Lagt online: 12.02.2020

Angrib og bliv angrebet. Sådan kunne en catchy overskrift lyde til det, deltagerne skal opleve på søndag på Aalborg Universitets (AAU) campus i København. Her lægger universitetet nemlig lokaler til en cyber-træningsdag, hvor deltagerne både kommer til at agere angribere/hackere og til at være ”i den anden ende af skærmen”, hvor de skal forsøge at forsvare sig mod angreb.
 

Teknisk træning og oplæg

Danske virksomheder mangler i den grad eksperter inden for cybersikkerhed. Det er baggrunden for at AAU har taget initiativ til at invitere studerende og virksomhedsfolk til cyber-træningsdag den 16. februar 2020. Arrangementet, som i øvrigt lynhurtigt blev udsolgt, byder på teknisk træning på Haaukins − en platform, AAU har udviklet med støtte fra Industriens Fond. Desuden vil deltagerne gennemgå øvelser, der træner dem i at håndtere stressfulde situationer som cyberangreb, og høre oplæg fra erfarne eksperter, der til daglig arbejder med håndtering af cybertrusler i nogle af Danmarks store IT-virksomheder.
 

Flere formål med træningsdagen

Bag initiativet til søndagens arrangement står bl.a. AAU-lektor i cybersikkerhed Jens Myrup Pedersen, som fortæller, at formålet med træningsdagen er dobbelt:

− For det første vil vi gerne give deltagerne viden og færdigheder inden for området og på den måde bidrage til at løfte Danmark, når det gælder cyberkompetencer. For det andet vil vi selvfølgelig også gerne vise, at cybersikkerhed er et spændende område at uddanne sig og arbejde indenfor, siger han.

Som nævnt kommer deltagerne både til at opleve situationen som angriber/hacker, og som den, der skal forsvare sig mod angreb. Og det er der gode grunde til, forklarer Jens Myrup Pedersen:

− For at kunne forebygge og håndtere cyberangreb er det vigtigt at man lærer at forstå, hvordan hackere tænker og arbejder. Derfor er det vigtigt også at undervise i nogle af de mere offensive teknikker og egentlig hacke sig ind på sårbare computere. Det hele sker selvfølgelig i et lukket og sikkert miljø, og vi sørger for at deltagerne godt ved, at det ikke er alle teknikker, de skal bruge derhjemme.
 

Første kandidatuddannelse i cybersikkerhed

En konkret anledning til, at dagen holdes netop nu, er at markere, at AAU den 1. september slår dørene op for Danmarks første kandidatuddannelse i cybersikkerhed.

− Vores ambition er at skabe et community omkring den nye uddannelse, der involverer studerende, forskere, virksomheder og innovationsmiljøer. Træningsdage som den her er et eksempel på, hvordan vi gerne vil åbne dørene til omverdenen, siger Jens Myrup Pedersen.

 

Træningsdagen finder sted på Aalborg Universitet i København den 16. februar kl. 10.30-17.30. Adressen er A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København.

 

Læs mere om eventet

Læs mere om den nye kandidatuddannelse i cybersikkerhed

 

Kontakt:

Lektor Jens Myrup Pedersen, AAU, jens@es.aau.dk, telefon 2184 7931
Presseansvarlig Nelly Sander, Det Tekniske Fakultet for IT og Design, AAU, nsa@adm.aau.dk, telefon 9940 2018