AAU logo

nyhed

AAU-professor får international pris for forskning i smart grid-kommunikation og 5G

AAU-professor får international pris for forskning i smart grid-kommunikation og 5G

Professor Petar Popovski har modtaget en international forskningspris for sit banebrydende arbejde inden for 5G trådløs kommunikation til intelligente elsystemer, såkaldt smart grid-kommunikation, som bl.a. skal sikre bedre udnyttelse af verdens bæredygtige energiressourcer

Lagt online: 24.10.2019

IEEE, verdens største sammenslutning af tekniske professionelle, har tildelt AAU-professor Petar Popovski den såkaldte Technical Achievement Award for hans banebrydende bidrag til trådløse 5G-systemer og deres anvendelser i intelligente elsystemer (smart grids). Prisen blev overrakt på årets IEEE SmartGridComm 2019, der netop har fundet sted i Beijing.
 

Ultrapålidelig kommunikation

Prisen er bl.a. en anerkendelse af Petar Popovskis store bidrag til forskningen inden for ultrapålidelig kommunikation med lav latenstid (URLLC) – et område, som han har arbejdet med siden 2014.  URLLC anvendes for eksempel i intelligente elsystemer, der skal sikre en bedre udnyttelse af vedvarende energikilder, i industrielle netværk, der er fundament til digital produktion i Industri 4.0, og inden for kritisk kommunikation til fx beredskab.

Peter Popovski glæder sig over den påskyndelse, hans forskerkolleger i IEEE viser ham med prisen.

− Prisen betyder meget for mig, fordi den kommer fra fagfælleskabet inden for smart grid-kommunikation og 5G. Kritik og anerkendelse fra kolleger i hele verden vejer altid tungest forskningsmæssigt. Jeg er særligt glad for opmærksomheden for mine tidlige bidrag inden for URLLC, som i vide kredse anses for at være den mest nyskabende bestanddel af 5G.
 

Tæt samarbejde med internationale virksomheder og universiteter

Peter Popovski står i spidsen for forskningssektionen Connectivity på AAU, som arbejder med forskellige aspekter af forbindelser med 5G og trådløse forbindelser, der kommer endnu længere ude i fremtiden, IoT, kommunikation i blockchain-baserede systemer, satellitkommunikation osv. Sektionen arbejder med førende universiteter over hele verden samt med en række virksomheder som fx Bosch, Huawei, Keysight, Kamstrup, Ericsson.

 

Fakta

IEEE (Institute of Electrical and Electronics Engineers) er en international nonprofitorganisation til fremme af teknologi med relation til elektricitet i meget bred forstand. Den har mere end 360.000 medlemmer i omkring 175 lande. Læs mere om IEEE og IEEE Communications Society.

Prisen er den tredje, Petar Popovski modtager fra IEEE, for sin forskning inden for 5G-systemer. Han har tidligere modtaget 2016 IEEE Fred W. Ellersick Prize and 2018 IEEE Stephen O. Rice Prize.

SmartGridComm 2018 blev afholdt I Aalborg med Petar Popovski som formand.

 

Kontakt

Petar Popovski, professor Institut for Elektroniske Systemer, AAU, petarp@es.aau.dk, +45 21947873
Nelly Sander, presseansvarlig, Det Tekniske Fakultet for IT og Design, nsa@adm.aau.dk, +45 9940 2018