OM DET TEKNISKE FAKULTET FOR IT OG DESIGN



Det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH) så i sin nuværende form dagens lys den 1. januar 2017. Fakultetet har dog en meget længere historie bag sig, da det udspringer af det tidligere Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, som har eksisteret siden åbningen af Aalborg Universitet i 1974. Det gamle fakultet blev 1. januar 2017 splittet op i to fakulteter: Det Tekniske Fakultet for IT og Design og Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet

TECH består af fire institutter og to skoler. Institutterne løfter forskningen inden for områderne

Elektroniske Systemer
Datalogi
Arkitektur og Medieteknologi
Planlægning.

De to skoler uddanner de studerende inden for de overordnede områder Informations- og Kommunikationsteknologi (SICT) og Arkitektur, Design og Planlægning (SADP). Skolerne uddanner tilsammen næsten 5.000 studerende (2016).

På TECH vægter både forskere og studerende samarbejdet med erhvervslivet og det omgivende samfund højt. Fakultetet har mere end 200 samarbejdsaftaler med eksterne partnere, og ifølge Dansk Industri (2016) rangerer Aalborg Universitet som Danmarks bedste universitet til at indgå samarbejdsaftaler med erhvervslivet. 

Internationalt udmærker TECH sig ved at være placeret højt på en række af de velrenommerede ranglister over verdens universiteter. Blandt andet er fakultetet rangeret som nummer syv i verden inden for Electronic and Electrical Engineering på Shanghai /ARWU World Rank 2016 ligesom vi sammen med vores kolleger fra to andre fakulteter på Aalborg Universitet er kåret som Europas bedste ingeniøruniversitet - og nummer otte i verden - på U.S. News & World Report’s rangliste 2017.

Fakultetet har campusområder i både Esbjerg, København og Aalborg.

Henrik Pedersen er dekan for Det Tekniske Fakultet for IT og Design.