Nyhed

Ny app vækker Aggersborg til live

Ny app vækker Aggersborg til live

Der var både moderne freestyle-rap og lokale vikinger, da Vesthimmerlands Museum officielt indviede den nye Aggersborg-app, der giver besøgende mulighed for at se både bygninger og blive klogere på Harald Blåtands over 1000 år gamle vikingeborg

Nogen må have ofret lidt ekstra til Thor i lørdags, for det ellers ustabile danske sommervejr viste sig fra sin absolut mest charmerende side, da resultatet af tre Aalborg Universitets-studerendes arbejde, den nye Aggersborg-app, officielt blev indviet på Aggersborg.  Såvel lokale som turister var mødt op til indvielsen, og også Aggersborg-vikingerne var til stede for at binde historie og moderne teknologi sammen.

Den over 1.000 år gamle vikingeborg står i dag blot som nogle græsklædte jordvolde, og hidtil har man måttet tage fantasien til hjælp for at forestille sig de 48 langhuse og ringmuren. Men de tre medialogistuderende, Mads Luther Nørlem, Jon Byrdal Larsen og Christian Lebek Jakobsen, har i samarbejde med Vesthimmerlands Museum skabt en app, der placerer husene på de rette pladser, så man kan panorere rundt i landskabet med mobiltelefonen og se på husene og ringmuren og ved samme lejlighed få lidt nyttig information af en af Harald Blåtands tro væbnere, Svend.

- Hvordan indvier man en app, spurgte borgmester Knud Kristensen, Vesthimmerlands kommune, der fik hjælp til indvielsen af museumsinspektør og kulturarvsvejleder Maria C. Hagstrup, Vesthimmerlands Museum, der demonstrerede, hvordan app’en virker – til glæde for såvel borgmester som for formanden for kultur – og fritidsudvalget Kurt Friis Jørgensen.

- En imponerende løsning

- Det, de tre AAU-studerende har lavet sammen med museet, er intet mindre end imponerende! Det, at vi kan levendegøre vikingetiden på den her måde, kan kun styrke interessen for historien. Vi kan jo ikke genopbygge Aggersborg, der var verdens største ringborg på sin tid. Alene det at der blev brugt 5.000 store egetræer til opførelsen af det oprindelige Aggersborg, gør det til en økonomisk uoverskuelig opgave. Men med den her app får vi levende kulturformidling, og jeg håber, at kommunens samarbejde med universitetet i årene fremover kommer til at føre til, at vi kan levendegøre endnu mere af den historie, vi har rundt om i kommunen, slog en begejstret borgmester Knud Kristensen fast.

Udfordringen for både Vesthimmerlands Museum og de tre AAU-studerende har været at udvikle en app, der på den ene side er spændende og sjov ar bruge for såvel børn som voksne – og på den anden side har den nødvendige respekt for historien.

- Løsningen var at arbejde med Augmented Reality, som vi kender det fra Pokemon Go; hvor man lægger et lag af Virtual Reality oven på den virkelighed, vi står og ser på nu, forklarer Christian Lebek Jakobsen.

Blandt de udenbys besøgende var Peter Libonati Brock, manden bag ”Peter & Solvognen”, kendt fra ”Historier om Danmark” på DR, der havde taget sin campingvogn med – og han fulgtes med freestyle-rapperen Pede B., der underholdt med en særlig Aggersborg-rap, hvor publikum bestemte indholdet.

Vikinge-skattejagt med mobiltelefonen

Mens de besøgende på Aggersborg gik rundt med deres mobiltelefoner og tablets og prøvede app’ens funktioner, er museet allerede i gang med at planlægge næste etape. For app’en er langt fra færdigudviklet.

- Det var vigtigere for os at have få funktioner, der virkede her fra starten end en masse halvfærdige funktioner. Derfor har vi måttet begrænse os. Men Christian, Jon og Mads har blandt andet lagt et par historiske skatte rundt om i området, som man kan søge med sin app og herigennem blive klogere på nogle af de lokale fund, og det skal vi arbejde videre med, forklarede Maria C. Hagstrup, der – sammen med kollegerne fra Vesthimmerlands Museum – hjalp de besøgende i gang med den nye Aggersund-app, der kan downloades til alle moderne smartphones og tablets. Hun fortsatte:

- Her i sommerferien får vi hjælp af Mads Bang Hoffensetz og Alexander Arenttorp fra Aalborg Universitet med at udvikle spil-delen, så man kan gå endnu mere på opdagelse med app’en og blive klogere på Aggersborg. 

Kontakt

  • Museumsinspektør Maria C. Hagstrup, Vesthimmerlands Museum, tlf. 6141 3080
  • Medialogi-studerende Mads Luther Nørlem, tlf. 2014 4311